Månedens Bibliotek - Randers

Randers Bibliotek er Månedens TING bibliotek. Bibliotekar og webudvikler Árni Rúnar Loftsson fra Randers fortæller i denne måned om baggrunden for partnerskabet med TING, og de erfaringer, som de har gjort omkring udviklingen af en hjemmeside baseret på Ding CMS.

Af Árni Rúnar Loftsson, Randers Bibliotek, al@randersbib.dk

Randers som TING Partner

Her i Randers blev vi et TING bibliotek i 2010. Vi havde på det tidspunkt prøvet på at få en Arena hjemmeside i luften i over et år, men uden rigtigt at være kommet ud af starthulerne. Da TING så blev en realitet og man i Århus og København fik deres hjemmesider i luften, valgte vi at sadle om og i stedet satse på TING.

For os var og er det stadigvæk afgørende, at perspektiverne i TING er fantastisk spændende. Det, at al koden er Open Source betyder, at vi selv kan lave om på hjemmesiden, tilføje ny funktionalitet og tilpasse siden til vores egne behov, hvilket er et rigtigt stort skridt fremad. Tidligere var vi bundet til den leverandør, vi havde valgt. Leverandørerne styrede fuldstændigt udviklingstakten på vores hjemmeside. Det betød i praksis, at der reelt ikke skete noget på den front i 10 år fra 2000 til 2010.

Implementering af Randersbib.dk

Vi gik i august 2010 i gang med at implementere vores TING hjemmeside. Vi valgte fra starten en ”gør det selv model” for vores arbejde med hjemmesiden. Vi havde de nødvendige kompetencer i huset, og det var vigtigt for os at lave en hjemmeside, som var tilpasset til vores behov og ønsker. Det var samtidig vigtigt at vi kunne arbejde videre med hjemmesiden bagefter og tilføje ny funktionalitet. Vi valgte også selv at hoste vores hjemmeside, endda på en Windows platform.

Der er en stejl læringskurve i Drupal og i ding. På det tidspunkt hvor vi arbejdede med at få hjemmesiden i luften, var der ikke nogen dokumentation, og der var stadigvæk mange fejl i koden. TING communitiet var lige ved at begynde, og der var ikke nogen proces for at bidrage med kode. Alt dette betød, at vi undervejs lavede mange ændringer i hjemmesiden, fiksede fejl og tilføjede ny funktionalitet. Slutresultatet blev, at vi udviklede vores egen branch af ding1, som på godt og ondt kom til at ligge et godt stykke vej væk fra hovedsporet. Det var godt fordi vi fik tilføjet noget god funktionalitet og rettet fejl, men det gør også ondt fordi vi har meget arbejde med at integrere ny versioner af hovedsporet i vores kode, og få glæde af nyheder derfra, hvilket samtidig gør det sværere med at bidrage tilbage til TING.

I marts 2011 gik vores hjemmeside så i luften.

At arbejde som udvikler med Open Source kode

Fordelen ved vores ”gør det selv tilgang” til arbejdet med hjemmesiden betyder, at der kan være fantastisk kort proces fra idé til handling. Vi kan beslutte noget på et møde om formiddagen og om eftermiddagen er det kørende live på hjemmesiden. Men det giver også et dilemma, når vi skal forholde os til og bidrage til en fælleskodebase. Ideelt ville vi gerne give al vores kode tilbage til fællesskabet, så andre biblioteker kan få glæde af det arbejde vi laver, men det er svært i praksis. Det tager måske 10 timer at implementere en ny funktionalitet på vores hjemmeside. Det kan nemt tage 100 timer at lave den samme funktionalitet om til noget, som kan deles med andre biblioteker.

Grunden til det er så tidskrævende er at: koden skal dokumenteres, det skal testes på andre biblioteker, det skal være muligt for det enkelte bibliotek at lave lokale ændringer, andre biblioteker har andre udfordringer/krav, som der skal tages højde for (f.eks. mange filialer). Samtidig skal det også afklares om andre biblioteker ønsker at noget skal fungere på den måde, vi har valgt.