Månedens Bibliotek i TING: Odense Centralbibliotek, lancerer ding2 hjemmeside!

Odense Centralbibliotek er Månedens Bibliotek. Dennis Bjørndal Hansen, digital redaktør ved Odense Centralbibliotek, fortæller i denne måned om partnerskabet med TING, samt om udviking og lancering af deres nye ding2 hjemmeside. 

Af Dennis Bjørndal Hansen, digital redaktør, Odense Centralbibliotek

Odense Centralbibliotek, herefter OC, valgte i 2010 at blive TING-partner som led i vores digitale strategi. TING fællesskabet har fra sin start tiltalt OC, og været det mest realistiske og seriøse bud på det, der forhåbentlig ender med at blive en vigtig del af Danskernes Digitale Bibliotek.

OC vil Open Source og egen-udvikling i fælleskab med de øvrige TING biblioteker og ser store perspektiver i at udvikle med partnere med ens behov samt at opbygge kompetencer ved at egen producere med støtte og sparring i et fællesskab af mere eller mindre ligestillede.   

OC som aktivt medlem

OC har som nævnt været medlem af TING-fællesskabet siden 2010, og har løbende gjort erfaringer med Ding-kildekoden. I 2011 byggede OC en 1-til-1 version af vores EasySite-hjemmeside i Ding-version 1. Vi valgte dog ikke at gå online med siden og satsede i stedet på det spirende Ding2-samarbejde, der baserede sig på Drupal 7, og har siden starten af 2012 været aktiv medlem i Ding2tal-projektet med udviklingen af et Ding2 CMS.

Behovet for en ny hjemmeside

Grundet stærkt begrænset udviklingspotentiale på OC’s EasySite CMS løsning i slutningen af 2011 påbegyndte vi en proces for, hvordan vi hurtigst muligt ville kunne lancere en Ding.TING-hjemmeside. Arbejdet tegnede stille og roligt nogle mulige handlingsrum, som vi kunne arbejde ud fra. Resultatet af dette arbejde er, at vi nu kan præsentere et nyt hjemmeside-koncept baseret på arbejdet i Ding2tal-projektet. Hjemmesiden er ikke det endelige produkt fra Ding2tal, da dette vigtige arbejde ikke er afsluttet på nuværende tidspunkt.

Lanceringen af den nye hjemmeside

Lanceringen fandt sted onsdag den 30. januar 2013. Selvom OC-hjemmesiden i høj grad er resultatet af en meget fokuseret indsats fra OC’s webteam (IT-udviklere, grafikere og andre formidlingsfolk), kunne den ikke være blevet til uden sparring og støtte fra både ding2tal-samarbejdet og det øvrige TING-fællesskab. OC-skabelonen er naturligvis frit tilgængelig på ting.dk og dele af siden vil formentlig også blive anvendt i ding2tal-skabelonen, der forhåbentlig ender med at blive skabelonen til Danskernes Digitale Bibliotek. Klik på billedet for at se den nye hjemmeside.

OC og TING i fremtiden

OC føler sig særdeles tilpas i TING-fællesskabet og vil i fremtiden fortsat deltage aktivt i både udviklings -og formidlingssamarbejde i forskellige TING-teams, samt TING-relaterede netværk.