Glostrup Bibliotek er TING partner nummer 25!

Så er det igen tid til at præsentere en ny TING partner. Det er efterhånden en ugentlig begivenhed - som vi naturligvis med glæde gentager. Denne gang er det dog lidt specielt idet Glostrup Bibliotek bliver den 25. bibliotekspartner i TING Community. Vi synes det er en flot milepæl for TING og ser frem til de næste 25 bibliotekspartnere. 

Bibliotekschef Anne Marie Brems fortæller følgende om det nye partnerskab.

"Glostrup Bibliotek har besluttet sig for at være TING-partner, fordi vi anser TING-konceptet for at være et visionært projekt, der peger frem mod Danskernes Digitale Bibliotek. Og så er det dybt fornuftigt, at vi ikke skal sidde i 98 kommuner og hver især udvikle løsninger til borgerne, men netop bruge hinanden.

Glostrup er en af landets 10 mindste kommuner. Som bibliotek har vi samme behov for og lyst til at være udviklingsorienterede som biblioteker i større kommuner. Vi kan ikke løfte opgaverne alene, men muligheden af at udvikle i samarbejde og fællesskab er som appelsiner i vores turban – som et lille bibliotek bliver vi ad denne vej større.

Vi agter dog ikke kun at nyde frugterne af de større bibliotekers udviklingskraft, men vil selv bidrage. Vi deltager for tiden i udviklingen af mobile løsninger og vil fremover bidrage i det omfang, vi har viden og ressourcer til det."

TING Community ser frem til samarbejdet med Glostrup og vil spændt følge udviklingen hos dem.   

Tillykke til alle i TING og velkommen til Glostrup Bibliotek.